Michael Laudrup fyret i Spartak

Ifølge russiske medier er Laudrup fortid som cheftræner, fordi de sportslige resultater har været utilfredsstillende.
Den russiske hjemmeside Gazeta skriver, at Spartak sent onsdag aften har offentliggjort Laudrups fyreseddel på sin hjemmeside. Direktør Valerij Karpin, der fyrede danskeren med støtte fra en enig bestyrelse, overtager foreløbig cheftrænerposten i klubben.
Michael Laudrups agent, Bayram Tutumlu, ønsker ikke at kommentere oplysningen over for Ritzau.
- Jeg har ikke hørt den officielle bekendtgørelse, lyder hans kortfattede kommentar.
Fyringen kommer, efter at Spartak Moskva her til aften på hjemmebane tabte 3-0 i den russiske pokalturnering til lokalrivalerne Dynamo Moskva. Holdet er dermed ude af pokalturneringen - og mistede chancen for at komme til at spille i de europæiske turneringer i næste sæson. Spartak har også fået en skidt start i den russiske Premier League.
###